Viser opslag med etiketten cupcakes. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten cupcakes. Vis alle opslag

onsdag den 31. august 2011

Gulerods cupcakes med cream cheese frosting


Dette er den sídste opskrift på cupcakes i denne omgang, så skal vi til noget helt andet fra næste onsdag... modellering i fondant. Jeg synes, jeg ville slutte cupcake opskrifterne af med manér og slutter af med en af mine absolutte favoritter. Det er igen hende her, der har lavet opskriften, som hun kalder verdens bedste gulerodskage, og det er ingen overdrivelse.

Opskrift - Gulerods Cupcakes (ca. 30 stk.)
  • 2 dl. olie
  • 300 g. brun farin
  • 4 æg
  • 275 g. mel
  • 350 g. groft revne gulerødder
  • 1 tsk. vaniliesukker
  • 1 tsk. natron
  • 2 tsk. kanel
  • 2 tsk. bagepulver
Olie og brun farin røres sammen og æggene piskes i. Bland mel, kanel, natron, vaniljesukker og bagepulver og pisk det med i dejen. Til sidst blandes dejen med de groft revne gulerødder.

Fyld dejen i cupcakeforme ca. ½ fyldte og bag ca. 20 min ved 175 grader.
 
Opskrift - Cream Cheese Frosting (til ca. 30 cupcakes)
  • 125 g. blødt smør
  • 200 g. flødeost (den fuldfede)
  • 250 g. flormelis
  • 1 tsk. vaniljesukker
  • evt. lidt fint revet citronskal
Pisk det bløde smør med flødeosten til massen er helt jævn. Det kræver lidt tålmodighed, men til gengæld slipper du for smørklumper i din frosting. Når smørmassen er helt jævn tilsættes flormelis og vaniljesukker, evt. revet citronskal og cremen piskes til den er let og luftig - det tager ca. 5 min. Stil nu frostingen på køl i en ½ time, så den når at blive lidt stiv, inden du sprøjter den på cupcakes.
Rigtig god fornøjelse.

- Fruen på kageslottet

onsdag den 24. august 2011

Blåbær cupcakes med cream cheese frosting


Jeg er en stor fan af kager med bær, frugt eller grøntsager i, da de bliver så dejlig saftige, og denne opskrift er ingen undtagelse. Uden at skulle skræmme alt for mange, der ikke bryder sig om ost, væk, så smager de rigtig meget af den amerikanske blueberry cheese cake.

Som en lille bibemærkning har jeg nu fået lavet en printknap i bunden af indlæggene, så I lettere kan printe opskrifter og tage dem med i køkkenet.

Opskrift - Blåbær Cupcakes (ca. 20 stk.)
  • 170 g. margarine
  • 2,5 dl. sukker
  • 2 dl. mælk
  • 1 æg
  • 4,5 dl. hvedemel
  • 2,5 tsk. Bagepulver
  • 0,5 tsk. Salt
  • 300 g. blåbær vendt i 3 spsk. hvedemel (det kan både være friske og fra frost)
Pisk margarine og sukker, hvorefter du tilsætter mælk, æg og pisker godt. Mel, bagepulver og salt blandes sammen, inden det piskes i dejen. Put blåbær i en frysepose med 3 spsk. mel og ryst til melet er jævnt fordelt (det gør, at bærerne ikke bare ligger sig i bunden af dejen). Vend blåbær i dejen med en grydeske eller dejskraber.

Fyld dejen i cupcakeforme ca. ½ fyldte og bag ca. 20 min ved 200 grader.

Opskrift - Cream Cheese Frosting (til ca. 30 cupcakes)
  • 125 g. blødt smør 
  • 200 g. flødeost (den fuldfede) 
  • 250 g. flormelis 
  • 1 tsk. vaniljesukker 
  • lidt fint revet citronskal 
Pisk det bløde smør med flødeosten til massen er helt jævn. Det kræver lidt tålmodighed, men til gengæld slipper du for smørklumper i din frosting. Når smørmassen er helt jævn tilsættes flormelis og vaniljesukker, revet citronskal og cremen piskes til den er let og luftig - det tager ca. 5 min. Stil nu frostingen på køl i en ½ time, så den når at blive lidt stiv, inden du sprøjter den på cupcakes.

Rigtig god fornøjelse.
- Line

torsdag den 18. august 2011

Chokolade cupcakes med chokolade frosting


Onsdagsopskriften er i denne uge blevet til en torsdagsopskrift, da der sneg sig et surprise projekt ind igår, der tog al min tid... og min søsters... og lidt min mors... og lidt Claus. Projektet involverer, grov bestikkelse, 35 pirater og en masse skattekort - mere om det senere.

Tilbage til opskriften, så er det i denne uge en grundopskrift på chokoladekage (eller kakaokage om man det vil), der er fantastisk let at lave, smager skønt, kan varieres i det uendelige og sidst med ikke mindst, så er den næsten umulig at få tør, man skal virkelig overbage. Kort sagt, den er en sikker succes. Opskriften har jeg hapset fra hende her, og har bare ændret lidt i fremgangsmåde om tilføjet lidt ekstra guf.

Opskrift - Chokolade Cupcakes - ca. 30 stk.
  • 4 æg
  • 150 g. margarine
  • 4 dl. sukker
  • 7 spsk. kakao
  • 2 tsk. bagepulver
  • 1 dl. mælk
  • 3 dl. mel
  • 75 g. hakket chokolade
Æg og sukker piskes luftigt. Smeltet og let afkølet margarine og mælk piskes i æggemassen. Bland derefter kakao, bagepulver og mel godt sammen, inden det piskes i dejen. Vend til sidst den hakkede chokolade i.

Fyld dejen i cupcakeforme ca. ½ fyldte og bag ca. 20 min ved 175 grader.

Lidt om smagsarianter: det er her man virkelig kan give den gas. Brug 2 forskellige slags chokolade, og du har double chocolate cupcakes, brug både lys, mørk og hvid og du har tripple chokolate cupcakes.. nam, nam siger jeg bare. Nu kan jeg ikke selv tåle nødder, men den skulle efter sigende også smage rigtig godt med hakkede nødder.

Opskrift - Ultimate Chocolate Frosting (til ca. 30 cupcakes)
  • 9 dl. flormelis
  • 2,5 dl. kakao
  • 180 g. blødt smør
  • 1,25 dl. varmt vand
  • 3 tsk. vaniljesukker
Det hele kommes i en skål og piskes til en luftig creme – det tager ca. 5 min. Denne frosting holder fint formen og kan sprøjtes direkte på cupcakes.

Rigtig god fornøjelse.
- Fruen på kageslottet 

tirsdag den 16. august 2011

I dag om én uge...

.. holder jeg cupcake workshop på Themsens Café og Fristelser, der ligger i hjertet af Odenses eventyr kvarter. Har du lyst til at lære at lave de fineste cupcakes med sukkerpynt, fondant, icing og frosting, er der endnu meget få billetter tilbage til workshoppen, der afholdes d. 23. august. Billeter kan bookes på info@themsens.dk eller du kan ringe på 40 23 51 21.

Du kan se indholdet af kurset workshops under cupcakes og prisen for kurset er 275,-, hvilket inkluderer en kaffe eller the og en cupcake til at sluttet aftenen af med.
Skal du ikke lige på cupcake kursus, vil jeg alligevel anbefale, at du stikker hovedet ind til Themsens. Her er ingen ligegyldig samlebånds mad, men lækre retter, der er lavet med kærlighed og ordentlige råvarer, f.eks. er deres hjemmelavede icetea intet mindre end himmelsk. Prøv lige at se deres brødudvalg (som man i øvrigt kan købe med hjem af)

Også er der atmosfære  og virkelig god betjening af den slags, der gider at fylde ungernes sodavand med vand, når flasken er tom - bare fordi ungerne synes, det er sjovt at drikke og flasken med sugerør:o)

Til jer, der allerede laver cupcakes og bor i nærheden af Odense, er der gode nyheder: Themsens begynder at føre et udvalg af pastafarver, krymmel og udstikkere, så nu er der endelig en kagepusher i Odense.

Du finder Themsens Cafe & Fristelser på Overgade 32 i Odense C.

 - Fruen på kageslottet

fredag den 12. august 2011

Cupcakes på kinesisk


Det her projekt var en rigtig stor mundfuld. Ikke så meget, at det var til rigtig (som i rigtig, rigtig, rigtig) mange mennesker, men fordi stilen var helt ukendt for mig.

Kelly og Long skulle giftes og havde et billede af de her kinesiske cupcakes, som de gerne ville have til deres bryllupsreceptions.


Det måtte jeg ærligt tilstå, at jeg ikke kunne lave.. eller rettere sagt ikke havde lyst til at lave, fordi det ligger så langt væk fra min stil. Heldigvis var de meget åbensindede og lod mig arbejde med et nyt design, hvor hovedelementerne i de andre cupcakes gik igen. Det er lidt svært at se på det store billede, så her er et lidt mere detaljeret billede af kagerne, jeg lavede til dem.


Deres stativ kunne næsten ikke bære vægten af de mange cupcakes, så vi var desværre nødt til at stille topkagen på bordet foran, men det så nu rigtig fint ud alligevel. Jeg er helt vild med det design, de valgte til brudeparret - er de ikke lidt fantastiske? Vil ikke helt afvise, at de kommer i en dansk version senere.


Jeg endte faktisk med at holde helt af de vilde farver og synes til min egen store overraskelse de spillede godt sammen. Er helt glad for, at jeg vågede mig lidt ud på dybt vand og fik udfordret min farvesans.

- Fruen på kageslottet

onsdag den 10. august 2011

Hindbær cupcakes med hvid chokolade og hindbærfrosting


Så kommer min allerførste onsdagsopskrift. Jeg ligger ud med et cupcake tema de næste par uger, og den første opskrift, jeg har med er en af dem, som rigtig mange spørger efter, når de først har smagt kagen. Den er nemlig virkelig lækker med kombinationen af de syrlige hindbær og den søde hvide chokolade. Jeg aner desværre ikke, hvor cupcakeopskriften stammer fra, så jeg kan ikke henvise til kilden, men hindbærfrostingen er min egen kreation.

Opskrift - Hindbær cupcakes med hvid chokolade (ca. 20 stk.)
• 300 g mel
• 2 tsk. bagepulver
• 150 g rørsukker
• 1 æg
• 1 tsk. vanilje
• 2, 25 dl mælk
• 50 g smeltet smør
• 100 g hindbær
• 75 g hakket hvid chokolade

Æg og sukker piskes luftigt, hvorefter vanilje, mælk og smeltet smør piskes i. Mel og bagepulver blandes og sigtes i æggeblandingen. Put hindbær i en frysepose med 2 spsk mel og ryst til melet er jævnt fordelt (det gør, at bærerne ikke bare ligger sig i bunden af dejen). Vend hindbær og hvid chokolade i dejen.

Fyld dejen i cupcakeforme ca. ½ fyldte og bag ca. 20 min ved 175 grader.

Opskrift - Hindbærfrosting (til ca. 30 cupcakes)
• 180 g. blød smør
• 500 g. flormelis
• ½ dl. varmt vand - gerne kogende
• 1 dl. hindbærmarmelade (jeg bruger min egen hjemmelavede, men du kan sagtens bruge den fra glas)

Alle ingredienserne hældes i en skål og piskes til det er helt ensartet og luftigt – det tager ca. 5 min. Stil nu frostingen på køl i en ½ time, så den når at blive lidt stiv, inden du sprøjter den på cupcakes.

Sig endelig til, hvis I har kommentarer, spørgsmål eller noget er uklart.

Rigtig god fornøjelse.

- Fruen på kageslottet 

torsdag den 7. juli 2011

Cupcake workshop + give away teaser

Torsdag i sidste uge holdt jeg workshop for en pigeklub i Odense, og jeg havde for en gangs skyld husket mit store klodsede kamera, så jeg kunne vise lidt billeder bagefter.

Temaet var cupcakes, og efter en gennemgang af frosting, icing og fondant... plus alt det sjove legetøj, der følger med, var der fri leg med sukker. Der blev snakket, hygget, grinet og drillet lidt, da en mariehøne in the making mest af alt lignede en skovsnegl (den blev dog super fin færdig). Her er et par stemningsbilleder:


De var simpelthen så kreative og dygtige til at pynte, så den stolte læreinde viser lige lidt billeder frem af nogle af kreationer:


Den her får I et nærbillede af, for den er altså særlig flot, og jeg har fået lov at kopiere den groft til jul.

Tusinde tak til de damer for en virkelig hyggelig workshop - det var en fornøjelse.

Har du lyst til at komme til workshop i alt fra cupcakes til fondantkager, så kig ind under workshops - finder du ikke det, du sørger, kan stort set alt lade sig gøre, så send mig en mail. Du kan også hænge på til imorgen, hvor jeg løfter sløret for en lækker, lækker giwe away i samarbejde med Din Kage - der er simpelthen alt, hvad du skal bruge for at gå i gang med at lave dine egen cupcakes.

 - Fruen på kageslottet

onsdag den 18. maj 2011

Cupcakes, cake pops og cookie pops - kageslottet gik live

Jeg var i forrige weekend på Fyens Fedeste Forårsmarked (se mere her - der kommer også et op til jul). Det var en helt fantastisk oplevelse at stå der med mine kager i ufattelige smukke omgivelser i et fredet gammelt kornlager på havnen i Odense, der var pyntet i sin smukkeste forårsdragt. Det gamle kornlager var fyldt med de lækreste håndlavede ting, så jeg kunne simpelthen have købt mig fattig. (bryllupskagen var en dummie pyntet med håndlavede orkidéer i fondant)

Det allerstørste bidrag til den gode oplevelse var al den glæde udstillere og gæster spredte. Jeg kom hjem hver aften med ømme fødderne og armene over hovedet, fordi det havde været en helt igennem positiv dag. Tusinde tak til alle jer, der kiggede forbi - det var SÅ dejligt at møde jer alle sammen, og mange mange tak for alle kommentarerne på bloggen, dem er jeg virkelig glad for.

(Børnebordet med 3D fugle i chokoladekage til venstre, cupcakes og cookie pops dekoreret som dyr)
Der var mange af jer, der spurte efter opskrifter, og det kan i sagtens få - jeg deler hellere end gerne ud ganske gratis. Jeg lægger dem her på bloggen i løbet af det næste stykke tid, så de bliver klar lige om snart.

Her følger lige et par nærbilleder af de kager, jeg havde med:

(Chokolade cupcakes med chokolade frosting - pyntet med mini lagkagestykker og stjerner i fondant)

(Gulerods cupcakes med cream cheese frosting - pyntet med mini lagkageskiver og stjerner i fondant)

(Cupcakes med hindbær og hvid chokolade og hindbær frosting på toppen - pyntet med hjerter og blomster i fondant)

(Blåbær cupcakes med cream cheese frosting med et tvist af citron - pyntet med blomster og hjerter i fondant)
- Fruen på kageslottet


torsdag den 7. april 2011

Markedsforberedelser

Jeg skal med på det meget omtalte marked i Pakhus 16 i Odense fra d. 6-8 maj - du kan kigge et smut forbi deres facebook profil HER. Glæder mig helt vildt til at se, hvad alle har med af lækre sager.

Af gode grunde kan jeg ikke rigtig producere på forhånd - tro ikke der er mange, der har lyst til at købe en måned gammel cupcake, så jeg er nødt til at test-bage, så jeg er sikker på at opskrifterne holder den weekend i maj:o)

Da jeg havde fødselsdag i marts og skulle have kage med på arbejde, blev de - til deres store begejstring - testpersoner for den nye dille i USA: Cake Pops!

Lige en service information for jer, der ikke hobby bager, så er cake pops: kage rørt op med frosting, så det får en lækker svampet konsistens. Dejen trilles til kugler, der sættes på slikkepinde og overtrækkes med chokolade, inden de pyntes. Det smager virkelig himmelsk. Jeg er lidt i tvivl om prissætningen på cake pops. Hvad siger I? Hvor meget skal en cake pop koste?

- Fruen på kageslottet

tirsdag den 21. december 2010

Lidt mere juleri eller ihvertfald julemarked

Jeg var for mere end en måned siden på det skønt julemarked i det fedeste lokale(der er masser af billeder derfra her), hvor man kunne købe lækre håndlavede ting i enhver afskygning.


Jeg solgte cupcakes i tre varianter i min bod: gulerods med cream cheese frosting, chokolade med chokoladefrosting samt blåbær med cream cheese frosting og fondantlåg.


Jeg havde også en masse fint pyntede peberkager med, men de blev solgt så hurtigt, at jeg slet ikke nåede at få taget et billede af dem.

Derudover havde jeg 2 kager med til udstilling, som ikke skulle sælges men bare stå til pynt: En børnekage formet som en paddehat med en lille kanin.
Ungerne på markedet klagede over, at der ikke var nogen dør og vinduer i huset, så det må jeg vist heller huske til en anden gang;o)
Og mit bud på en enkelt og elegant bryllupskage:
Tidligere har jeg kun lavet kager til folk jeg kender, så det var ikke helt uden nerver, at jeg satte mine kager på standen den første morgen. Gad vide, om folk nu synes de er fine nok til, at de rent faktisk har lyst til at købe dem? Er prisen helt rigtig? Kan de overhovedet lide sådan nogle pyntede nogle? Puha, jeg var lidt nervøs.

Men det gik helt fantastisk, og jeg havde en rigtig dejlig weekend på markedet med masser positiv respons og posen fuld af dejlige håndlavede ting, jeg havde købt i de andre stande.

Der er marked igen til foråret, og der kommer helt sikkert mere information om, hvor og hvornår her hos Lis. I skulle komme og kigge forbi, hvis I bor i nærheden af Odensen:o)


- Fruen på kageslottet

mandag den 20. december 2010

Rudolf med den røde tud


Jeg synes, at vi trængte til lidt julestemning på mit arbejde, så jeg bagte i sidste uge en kæmpe portion gulerodscupcakes, som jeg julepyntede med cream cheese frosting og fondant. Alle i afdelingen fik en lille kasse med 4 med hjem, så de kunne nyde dem med familien derhjemme. Jeg blev særligt glad for Rudolf, så ham får I lige et nærbilled af:


Nå, ja og så måtte jeg jo også lige forbi en anden afdeling og aflevere kager, da jeg havde dummet mig noget så eftertrykkeligt og virkelig havde brug for lidt goodwill:o). Heldigvis gjorde de en undtagelse fra reglen om ikke at lade sig bestikke og tog imod kagerne.

Min kæreste Claus synes også, at de skulle forkæles på sit arbejde, så jeg lavede lige en lille portion mere til dem.


- Fruen på kageslottet

tirsdag den 20. juli 2010

Prinsesse cupcake

Jeg skulle have besøg af min veninde og hendes nyfødte lille prinsesse Caroline, der gik hele vejen ud til mig med barnevognen, så jeg tænkte, at hun godt kunne trænge til lidt sødt, når hun kom.

Det blev til blåbærmuffins med chokolade swirl på toppen og pyntet på bedste prinsesse manér med små lyserøde blomster.

- Fruen på kageslottet

tirsdag den 1. juni 2010

Max kage

Min far skulle have nogle cupcakes til sin fødselsdag, og de skulle gerne ligne hans elskede hund Max, der er en kæmpe stor, men meget godmodig brasiliansk hyrde hund (måske nærmere hest).

Kagerne blev bagt efter en ny opskrift på choko karamel muffin belagt med karamel glasur og en sukkermasse hund - mums;o)


- Fruen på kageslottet

tirsdag den 11. maj 2010

Opskrift på muffins/cupcakes

Jeg bager rigtig ofte muffins og bruger denne opskrift, som kun består af ting, man allerede har i køkkenskabene. Jeg kan virkelig godt lide, at det ikke bliver et kæmpe projekt at bage, fordi det skal planlægges, og der skal handles ind - med denne opskrift kan man kaste sig over det, når lysten melder sig.

Ingredienser (20 stk)
170 g. margarine
2,5 dl. sukker
2 dl. mælk
1 æg
4,5 dl. hvedemel
2,5 tsk. bagepulver
0,5 tsk. salt
300 g. blåbær vendt i 3 spsk. hvedemel (det kan både være friske og fra frost)


  • Bland margarine og sukker.
  • Tilsæt mælk, æg og bland godt.
  • Tilsæt mel, bagepulver, salt og bland godt.
  • Vend blåbærene i 3 spsk. mel ved at ryste dem i en pose med melen.
  • Fyld i muffinsforme ca. 3/4 op, så der er plads til, at de kan hæve.
  • Bag ved 200 grader i 20 min. til de er gyldne.
Blåbærne kan erstattes med andre bær, chokolade eller 3 æbler i tern og 1 tsk. kanel.
De er rigtig lækre, så god fornøjelse.
- Fruen på kageslottet

mandag den 10. maj 2010

Blomsterne og bien

Havde lidt pynt til overs fra golfkagen og det passede sørme lige til at komme på toppen af nogle hindbær muffins med græs af cream cheese frosting på toppen.

- Fruen på kageslottet
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...