Viser opslag med etiketten dåbskager. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten dåbskager. Vis alle opslag

fredag den 24. juni 2011

Sommerfugle i lyserødt

Denne her kage er lidt en genganger eller rettere sagt en blanding af 2 kager, jeg tidligere har lavet: sommerfugle kagen og alfeland. Olivia's mor ville gerne have en dåbskage, der lignede sommerfuglekage, men i de farver, jeg havde brugt på alfekagen.

Skønt, når nogen synes så godt om mine kager, at de synes, de kan gentages.

 - Fruen på kageslottet

mandag den 30. maj 2011

Klokkeblomst

Først vil jeg lige starte med et: HURRAAAAAAAAA og så et: JUBIIIIIII.

Og hvorfor mon det? Jo, ser du, jeg har været smidt af blogger i umindelige tider og har ikke kunne kommentere hverken her eller på andres blogge, men nu virker det. Så fortvivl ikke, hvis du har lagt en kommentar og mangler svar - det er på vej.

Også til kagen: Jeg var så begejstret, da jeg hørte Klokkeblomsttemaet til Fenja's dåbskage - det er virkelig noget for mig: tøsefarver og eventyr, hvad mere kan man ønske sig? Den var så hyggelig at lave med kæmpe paddehatte, store græsstrå og over dimensionære blomster - nå ja og den lille klokkeblomst på toppen, men hende taler vi ikke om, for en første udgave blev temmelig grim (og lignede lidt en havneluder ifølge Claus), så hun endte i skraldespanden. Version 2 blev heldigvis lidt mere ærbar og mere egnet til en dåbskage.

Fenja, der skulle døbes, har en storebror, der en smule forelsket i Klokkeblomst. Hvad er så mere nærliggende end at kalde sin lille nye søster for klokkeblomst også.

Kagen består af lyse lagkagebunde med hindbær mousse med asti, chokoladecreme og pyntet med fondant.

 - Fruen på kageslottet

søndag den 12. december 2010

Ugler

Der er så mange skønne ting i blogland med masser af fine ugler, så hvorfor ikke på en kage også?


Søde, dejlige Pelle, der er et par måneder ældre end vores Hannibal, skulle have en uglekage til sin allerførste fødselsdag. Tenna (Pelle's mor) og jeg havde egentlig talt om, at den skulle have ugler ligesom dem tøjmærket Ej sikke Lej bruger, men for at være helt ærlig lignede det noget en 5-årig havde lavet, da jeg var færdig. Må simpelthen erkende, at jeg ikke kan finde ud af at lave noget, der ser skævt ud på den tilfældige og charmerende måde. Hvordan er det lige man gør det?


Nå, men derfor blev det helt almindelige ugler i retrofarver. De fleste af dem sidder i et træ, der er sprøjtet på kagen med glasur. Kan anbefale enhver at købe et tyllesæt, hvis man vil lave kager, for man får de mest fantastiske detaljer med glasur;o)

Kagen består af chokoladebunde lagt sammen med jordbær/asti mousse med hakket chokolade, er smurt op med chokolade smørcreme og pynten er lavet af fondant og glasur.

- Fruen på kageslottet

mandag den 25. oktober 2010

Rosas bog

Lille Rosa blev døbt for snart et par uger siden (jeg er vist kommet lidt bagefter med at ligge billeder på bloggen, så I bliver lige spammet det næste stykke tid;o)). Egentlig havde Rosas mor Tine, der er en af mine tidligere kollegaer, ønsket sig en kage med noder på, men jeg kunne simpelthen ikke få et elegant design på plads oppe i hovedet - det blev bare ved med at se fjollet og børnehaveagtigt ud.


Tænke, tænke, tænke... nå, jo man kunne jo lave en sangbog. Sangen er på spansk, da Rosas far Jose Manuel er fra Bolivia, så hun er en af de fantastisk heldige børn, der vokser op med 2 modersmål.

Jose Manuel er i øvrigt ret pjattet med chokolade, så kagen består af chokoladekage med chokolade mousse og jordbær/asti mousse med chokolade stykker for ligesom at optimere chokolade mængden;o)


- Fruen på kageslottet

torsdag den 7. oktober 2010

Bamsedåb... eller navngivning


Anne's lille Valdemar har fået et virkelig flot navn (som jeg ikke lige vil skrive her, da jeg har glemt at spørge Anne om lov). Anne havde egentlig ønsket sig, at hele navnet skulle på kagen, da Valdemar blev fejret med navngivningsfest i stedet for en traditionel dåb, så der var ikke lejlighed til at forkynde navnet i kirken. Desværre er navnet alt for langt til at nå rundt om kagen, så vi måtte nøjes med Valdemar.


Kagen skulle passe til resten af fest-pynten, så derfor blev den lyseblå og med bamser på. Den består af chokoladekagebunde, jordbær-asti mousse med chokoladestykker (ja, ja, jeg ved godt, at jeg laver lidt meget af den slags fyld for tiden, men den smager simpelthen så godt, at jeg anbefaler det til gud og hver mand;o)), og chokoladesmørcreme. Pynten er som altid spiselig og lavet af fondant.


- Fruen på kageslottet

søndag den 5. september 2010

Retro dåbskage

Denne her kage minder mig af en eller anden grund om den gang, jeg var lille og lavede børnetegninger i skønne 70'er farver;o). Der er skæve huse med røg ud af skorstenen, flagstænger, træer og buske, drager på himlen og to små tog der futter rundt.

Kagen var til vores venners barnedåb, så lille Christoffer fik simpelthen en kage i dåbsgave.

Kagen består af lyse lagkagebunde med jordbær/asti creme med hakket chokolade og er smut op med chokoladesmørcreme og pyntet med fondant og glasur.

- Fruen på kageslottet

tirsdag den 3. august 2010

Velkommen til Alfeland


Min venindes datter Caroline blev døbt i sidste weekend, og jeg fik helt frie hænder til at lave hendes kage (der skulle bare helst indgå sommerfugle)... jubii, det er jo enhver kagebagers drøm.

Jeg er lidt vild med alfer (info for jer, der ikke allerede synes, at der kommer lige lovlig mange kager med alfer fra min hånd;o)) - synes simpelthen de er så sjove at lave, så de hver især får deres egen personlighed. Derfor fik lille lækre Caroline en lyserød kage med Alfeland, hvor hun ligger og putter sødt i en lille blomst på toppen.

Kagen består af lyse bunde med hindbærmousse og lys chokoladecreme smurt op med chokoladesmørcreme. Pynten er helt igennem spiselig og består af sukkermasse og glasur.


- Fruen på kageslottet

onsdag den 21. juli 2010

Kage med sommerfugle


Miamaja og Annasofia fyldte 1 år i weekenden, og skulle holde stor fødselsdagsfest med mange gæster, der sørme også skulle have lagkage. Det skulle være en rigtig pige kage med masser af sommerfugle.

Familien er chokolade elskere, så kagen består af chokoladebunde lagt sammen med hindbærmousse og mørk chokolade creme, derefter smurt op med chokoladesmørcreme...mums siger jeg bare (kan man overhovedet få for meget chokolade?;o))

- Fruen på kageslottet

lørdag den 22. maj 2010

Elefantens vuggevise


Vores søn Hannibal skal døbes i morgen, og det skal fejres med en frokost efterfulgt af rigeligt med kage.

Det var vigtigt, at kagen havde et elefant tema, da den mest berømte Hannibal er Hannibal den store, der førte elefanter over alperne. Derudover har vores lille Hannibal nogle forældre, der er temmelig pjattede med elefanter, så elefanter skulle der til.



Det blev til en kage inspireret af elefantens vuggevise med masser af elefanter på kanten og en lille Hannibal der ligger på toppen og sover på månen.




Kagen er lavet med lyse lagkagebunde lagt sammen med skildpaddecreme og mousse med tropiske frugter, smurt op med smørcreme og pyntet med sukkermasse, så alt er spiseligt.

- Fruen på kageslottet
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...