torsdag den 17. februar 2011

Uglekage

Vores søn Hannibal havde fødselsdag her i slutningen af januar (han blev hele 1 år), og blev fejret med gammeldags kakao, boller og naturligvis kage.


Jeg var lidt i tvivl om, hvad det skulle være, men endte med at hijacke hans kage, så jeg kunne få lavet en vejledning til mine 3D kager - se Yoda og Palle Pingvin. Så... der er en vejledning på vej - billederne er taget, og jeg skal bare have skrevet en tekst.

Hannibal er lidt en kloge-åge, der kunne sige sit først ord, før han kunne stå op, så jeg synes, det var rigtig passende med en uglekage. Han synes den var vældig fin, og var henne og bede om at blive løftet op og kigge mange gange, inden gæsterne kom. Halvejs i processen var jeg ellers noget nervøs for, om han ville synes, den var skræmmende, for den så en smule ond ud inden den fik fjer og briller på;o) Heldigvis kom der ingen grædescener.

Kagen består af chokoladekage med chokoladefrosting.

- Fruen på kageslottet

torsdag den 10. februar 2011

Barbapappa bølge

Jeg synes, det er temmelig hyggeligt, at de er begyndt at sende gamle børneserier i fjernsynet igen - der er noget ret uskyldigt over plottet i børneprogrammerne fra 70'erne. Barbapappa er også vældig populært ved de små piger, så jeg har været nødt til at kaste mig ud i Barbapappa kager, når det nu er det, de små piger ønsker sig allermest:o).

Kagen med husene er lavet til søde lille Thea, som vi også fejrede nytår med. Hun har en ret stor stjerne ved vores Hannibal, da hun introducerede ham for rosiner og var villig til at dele sin pakke med ham - se hun er en sød pige;o). Husene er lavet af gulerodskage lagt sammen med cream cheese frosting og skåret i facon, så de kom til at ligne Barbapappa's huse.


Det næste Barbapappa projekt var lidt sjovt at lave. Ninna, der selv sagtens kan bage en kage og betrække den, ville rigtig gerne have hele Barbapappa familien i sukker. Hun var ikke helt sikkert på, at hun ville være tilfreds med resultatet, hvis hun selv skulle lave dem, så jeg lavede den for hende, og Post Danmark fragtende dem hele vejen til Bornholm i en kasse, så de kunne pryde Laura's fødselsdagskage. Jeg var noget nervøs over, om de nu kunne klare turen med posten, så jeg blev rigtig glad for at få af vide, at de var kommet sikkert frem. Glæder mig sådan til at se det endelige resultat med figurerne ovenpå Ninna's kage.
- Fruen på kageslottet

torsdag den 3. februar 2011

Ny blog

Jeg vil rigtig gerne blogge om andet en kager også, men denne blog tilhører allermest kageslottet og knap så meget Line. Derfor har jeg valgt at oprette en ekstra blog til alt det andet: mine kreaprojekter, mad, baby Hannibal (der vist efterhånden mere er barnet Hannibal), karriere og kolonihaveliv.

Håber, at nogle af jer, har lyst til at kigge med derovre også - det kunne være så hyggeligt. I finder den lige HER

- Fruen på kageslottet
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...