torsdag den 31. marts 2011

Dyt, dyt ska' vi byt

Mette ville gerne have en kage til sin datters 1 års fødselsdag, men desværre bor Mette i København og jeg i Odense, så det var lidt langt at høre efter en kage. Sukkerfigurer derimod kan rejse med post danmark, så det var en lettere løsning. Det blev til 3 aber, en elefant og slanger, der skriver Karen, som Mettes datter hedder.

Mette har en helt fantastisk blog KIRKESJOV, hvor I skulle tage at kigge ind, hvis I ikke allerede kender den. Hun er super kreativ og virkelig dygtig med hæklenål og symaskine. Jeg havde forelsket mig i de suppesnore hun laver, så vi lavede en rask byttehandel, og jeg blev ejer af disse to fine suttesnore. Tusinde tak Mette, de er skønne.

Vi har lige været et smut i London, og de var helt perfekte til at holde styr på Hannibals sut og nusseklud på farten - han lignede dog lidt et lille juletræ med alt det klipset fast på jakken;o)

- Fruen på kageslottet

søndag den 20. marts 2011

Kaninføde


Kan allerede se nu, at det trækker op til en lang indledning, men nogen gange er det altså lidt sjovt, hvordan man er kædet sammen med folk, der krydser ens vej.

Here it goes: Da jeg var til julemarked i Pakhus 16, var jeg så heldig at få stand ved siden af den sødeste keramiker Trine (hun blogger her. Du skulle tage et kig ind, for hun laver de smukkeste ting, jeg er simpelthen SÅ glad for det krus jeg har stående på mit arbejde, så er jeg sikker på at se noget smukt hver dag).
Nå, men Trine har en søster Hanne Maria, som i øvrigt blogger her. Hun smagte mine kager og blev forelsket i den paddehat, jeg havde med, som udstillingsmodel. Hanne Maria er lige blevet 50, og jeg var så heldig, at jeg fik lov at lave en paddehat til hende, som hun skulle have med til sine kollegaer (det er vist ikke rigtig nogen hemmelighed mere, at jeg har en meget stor forkærlighed for paddehatte;o))


Hanne Maria er madmor, der hvor hun arbejder, så det skulle være noget med grøntsager, derfor fik kaninerne, der bor i paddehatten en fin lille køkkenhave at boltre sig i.

Kagen er lavet med chokoladekage, lagt sammen med chokoladefrosting, smurt op med chokoladesmørcreme og beklædt med fondant. Blade, græs og jord er lavet med glasur (royal icing), mens kaniner og grønt er lavet fondant.
- Fruen på kageslottet

lørdag den 12. marts 2011

How To / DIY på 3D kager

Så er den her - min how to på 3D kagerne, som I har spurgt efter. Jeg har ikke prøvet at lave beskrivelser før, så sig endelig til, hvis der er noget undervejs der ikke er helt klart, så bliver jeg lidt klogere og kan rette beskrivelse til;o)

Bag en kage i følgende springforme: 2 stk. kager i 12 cm for, 2 stk. i 15 cm forme og 1 stk. i 18 cm form. Jeg har brugt chokoladekage, men du kan næsten alle slags massive kager f.eks. gulerodskage, banankage eller lige den, du bedst kan lide. Nu er det jo ikke alle, der er så kagenørdede som mig, og ligger inde med alverdens størrelser springforme, men det er slet ikke noget problem, da det også er en mulighed at lave en stor bradepandekage og skære derfra.
Tag de 2 mindste kager - de skal blive til hovedet.

Skær nu kanterne af, så det får facon som en halvkugle med en skarp kniv - skær i bunden af kagen, da den den er lettest at arbejde med. Jeg starter altid med at skære 4 store hjørner af, så jeg får en firkant ovenpå kagen.
Ret til med kniven, så alle de skarpe hjørner fjernes og gentag processen med den anden lille kage, så du nu har 2 halvkugler.

Læg halvkuglerne sammen med smørcreme eller frosting, så de hænger godt sammen. Nu har du en fin kugle, der er perfekt til hoved.

Smør hovedet op med smørcreme. Det er vigtigt, at du bruger en smørcreme, der bliver helt stiv, f.eks. palminsmørcreme med kakao. Sæt hovedet i køleskabet, så smørecremen stivner. Nu er hovedet klar til at blive pyntet.

Læg nu de 3 store kager sammen med den største i bunden, så det bliver til kroppen. Gentag processen fra hovedet og rund toppen af. Skær derefter siderne til, så den bliver jævn fra toppen og ned. Læg lagene sammen med smørcreme eller frosting.

Når den er færdig ser den sådan her ud:

Smør kroppen op med smørcreme. Stil den i køleskabet til smørcremen er helt stiv, så er kroppen klar til at blive pyntet.

Nu kan du selv vælge, hvordan din 3D kage skal se ud. Jeg har tidligere lavet Palle Pingvin HER og Yoda HER, men det kan også sagtens blive til en bamse, en teletubbies eller en lille sød kylling. Resten af min vejledning er en beskrivelse af, hvordan du laver en ugle.
Pyntning af 3D ugle
Først kroppen: Udstik en masse fejr i grøn fondant og sæt dem fast med lidt vand på forsiden af uglen, så det danner brystet.

Jeg har brugt en udstikker til rosenblade str. M til de grønne fjer på brystet og str. L til de blå fjer på resten af uglen. Har du ikke blad udstikkere kan du sagtens skære fjerene ud af fondanten med en skarp kniv.

Udstik derefter en masse fjer i blå fondant til at dække resten af kroppen. Disse limes også på med lidt vand.

Stik et spyd eller en plastikstang ned gennem kagen. Den skal holde hovedet på plads.

Nu til hovedet. Rul lidt grøn fondant ud til at dække forsiden af hovedet med og lim det på med en lille smule vand.

Selve ansigtet er lavet med grøn fondant. Jeg holder delene op til hovedet undervejs, så jeg er sikker på, at det passer i proportionerne, når jeg er færdig.
Rul 1 klump grøn fondant til en rund kugle og gør den derefter spids i den ene ende, så den får tåre facon. Tryk bagsiden flad mod bordpladen, så den kan klistres på kagen - så har du lavet den ene kind. Gentag derefter med den anden og husk, at den skal være spejlvendt.

Tril en pølse til øjenlåg og gør den spids i begge ender - gentag processen, så du også har til det andet øjenlåg
Tril igen en pølse - denne gang til øjenbryn. Tril den spids i den ene ende og tryk den ene side flad mod bordplade. Kanten må gerne være lidt ujævn, da det skal forestille at være fjer. Gentag processen, så du har en mere, og husk at den skal være spejlvendt.
Tril 2 kugler i gul fondant og tryk dem flade mod bordpladen. Dette er til øjnene. Jeg har efterfølgende malet mine med en brun fødevaretusch.

Lim ansigtet fast på hovedet med lidt vand, past. æggehvide eller tylose lim. Tril en klump gul fondant i tåre facon og skær det næsten helt igennem fra spidsen, så har du næbbet.

Sæt nu hovedet fast på kroppen ovenpå spyddet.

Udstik nu en masse fjer i blå fondant (eg har brugt rosenbladsudstikker i str. S) og lim dem på hovedet til det er helt dækket. Start nedefra og lad det lappe lidt ned over kroppen. Arbejd dig derefter opad til de mødes på toppen.

Nu mangler du kun vingerne. Tril 2 pølser i den længde, du vil have vingerne og lav dem tyndere i den ene ende end den anden. Tryk nu den ene side flad på bordpladen, og lim dem fast til kroppen.

Sæt 2-3 rækker af fjer på vingerne. Din ugle er nu færdig. Her fra siden, kan du se den færdige vinge.

Jeg har valgt også at pynte den med briller og en lille bog, men den vil helt sikker også være fin eau natural.

Husk endelig at gem de rester du får, når du skærer kagen i facon. Det kan blandes med frosting eller smørcreme og trilles til lækre romkugler.. uhm.

Rigtig god fornøjelse.


- Fruen på kageslottet

onsdag den 2. marts 2011

Strikke fest

De søde tanter inde fra Tante Grøn skulle fejre nogle forbigåede fødseldage med en dejlig middag, som skulle slutte af med en kage. For de af jer, der ikke kender Tante Grøn, så er det en skøn garnbutik i hjertet af Odense, som bestemt også er et besøg værd, selvom man ikke strikker, da de har en masse andre skønne ting til hjemmet - du kan også se deres webshop HER.

Nå, men sidespring - det var jo den kage, jeg skrev om:o). Det var jo temmelig oplagt, at temaet skulle være noget med strik, så jeg lavede en strikkurv med glasur og pyntede den med garnnøgler, strik, knapper, strikkepinde og sytøj i fondant.

Kagen indeholder chokoladekagebunde med jordbær/asti mousse med chokoladestykker og den er smurt op med chokoladesmørcreme.

- Fruen på kageslottet
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...